
Skoleeleverne i næsten to tredjedele af landets kommuner vil snart blive udstyret med kladdehæfter i bæredygtigt papir. 61 kommuner har nemlig underskrevet en forpligtende indkøbsaftale om skole- og kontorartikler med SKI. Og udover at være økonomisk fordelagtig for kommunerne, giver aftalen også en miljømæssig gevinst, fordi SKI har sikret et mindstekrav om bæredygtighed i fremstillingen af alle aftalens papir- og træprodukter.
Mere FSC i kommunerne
Aftalen følger den offentlige miljøvejledning, og det betyder i praksis, at produkterne i langt de fleste tilfælde vil være FSC- eller PEFC-certificerede. Det er første gang, at indkøb af skole- og kontorartikler bliver mødt med et krav om bæredygtighed.
”SKI har gjort et fantastisk stykke arbejde. De har formået at sikre god økonomi for kommunerne og samtidig vægtet miljøet højt,” siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder hos FSC Danmark.
”Vi er virkelig glade for at se denne forpligtende aftale, og at se SKI påtage sig ansvaret at forhandle mindstekrav til bæredygtighed. Det ville være et meget stort krav at stille til den enkelte indkøber i en kommune at få en lignende aftale på plads. Med aftalen her sikrer SKI med ét, at en meget stor andel af skole- og kontorartikler i Danmark nu får et bæredygtigt ophav og ikke længere bidrager til ulovlig hugst i verdens skove,” lyder det fra sekretariatslederen.
Indkøbsaftaler har stor gennemslagskraft
Københavns Kommune forventer at kunne spare cirka fem millioner kroner om året ved at tilslutte sig aftalen.
”For Københavns Kommune giver det god mening at bakke op om de forpligtende indkøbsaftaler. Ved at forpligte indkøbet på områder, der kan standardiseres, opnår vi en konkret indkøbsgevinst. Vi foretrækker at effektivisere på indkøb af for eksempel kontorvarer og skoleartikler i stedet for at skulle spare på andre mere følsomme områder,” siger økonomidirektør i Københavns Kommune, Bjarne Winge.
SKI har analyseret priserne i den nye forpligtende aftale og fundet, at de ligger 21 procent under priserne på de tilsvarende frivillige aftaler for kontorartikler. SKI forventer, at de tilsluttede kommuner til sammen sparer 69 millioner kroner i løbet af den fireårige aftale.
De forpligtende aftaler letter og effektiviserer arbejdet i kommunerne, når én indkøber hvert sted ikke står med ansvaret og overblikket. Og de kommunale indkøb bliver billigere, fordi aftalen betyder, at alle 61 kommuner fremover kun får én fast leverandør, Lyreco Danmark A/S, og at de samtidig indkøber efter en standardliste af priser og materialer. På den måde går besparelsen ikke ud over kvaliteten på skole- og kontorprodukterne.
Flere forpligtende aftaler betyder mere bæredygtighed
Den nye forpligtende aftale er et tegn på, at det offentlige i stigende grad stiller krav om bæredygtighed. SKI har i 2013 for alvor skruet op for kravene om bæredygtigt træ og træfibre i de bindende aftaler. Og det betyder, at staten og kommunerne i højere grad forpligter sig til at købe bæredygtigt træ og papir og dermed følge Miljøministeriets miljøvejledning.
Tidligere på året tilsluttede 66 kommuner, svarende til 69 procent af befolkningen, sig en anden af SKI’s forpligtende aftaler på kontormøbler. Duba-B8, der er FSC-certificeret, vandt udbuddet på aftalerne, som kommunerne skal benytte, når daginstitutioner, skoler og kommunekontorer eksempelvis køber nye kontormøbler.
Møbelaftalerne sikrer ikke blot kommunerne en forventet besparelse på 53 millioner kroner over en fireårig periode, de garanterer også – lige som den nye aftale på skole- og kontorvarer – langt flere miljøhensyn, end mange af kommunerne ville have opnået, hvis de indkøbte selv.
Kilde: SKI.dk