
Brancheforeningen Danske Byggecentre har meldt sig ind i FSC Danmark. Organisationen arbejder for, at bæredygtigt træ bliver det naturlige valg i den danske byggebranche, og har det som et af sine erklærede mål.
”Som brancheforening for landets vigtigste byggecentre og byggemarkeder, der leverer træ til hele Danmark, er Danske Byggecentre meget optaget af at fremme træ som et bæredygtigt og klimavenligt byggemateriale,” udtaler Danske Byggecentres administrerende direktør Palle Thomsen.
Ser FSC som en vigtig spiller
Brancheorganisationen oplever, at bæredygtigt byggeri igennem de seneste år er kommet højt op på branchens dagsorden, og tager med indmeldelsen i FSC Danmark et særligt ansvar for at fremme bæredygtig skovdrift.
”Vores branche og ikke mindst medlemmer kommer i den nærmeste fremtid til at stille større krav til leverandører af træ. Der er ingen tvivl om, at træ fra certificerede kilder er kommet til byggebranchen for at blive, og her ser vi FSC som en vigtig spiller, og det vil vi med medlemskabet gerne være en del af,” siger Palle Thomsen.
FSC Danmark byder Danske Byggecentre velkommen på medlemslisten, som i forvejen tæller Silvan, Fog, Roslev Trælasthandel og Bauhaus, der alle er medlemmer af Danske Byggecentre.
”Vi er glade for, at Danske Byggecentre har valgt at blive medlem hos os, fordi vi ved, hvilken betydningsfuld rolle de spiller i byggebranchen, som er meget vigtig for os. Vi glæder os til et frugtbart samarbejde i de kommende år,” lyder det fra Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark.