FDB

2 millioner husstande får en 2D-stregkode ind ad døren med Kvickly og SuperBrugsens reklameavis i uge 8 og 9. Hvis man scanner stregkoden med sin mobil, vil man kunne se en film fra Honduras, der fortæller om de bæredygtige forhold, som FSC-produkter lavet i regnskovstræ er produceret under.

Det er første gang, at etisk handel er blevet kommunikeret ud på denne måde i så stor skala i Danmark. Stregkoden vil være på en side i reklameaviserne, der fortæller om FSC, og samtidigt at man kan købe et unikt skærebræt lavet af to forskellige slags FSC-certificeret tropisk træ fra Honduras. Certificeringen sikrer, at træet ikke er illegalt, og den tager hensyn til, at befolkningen, der lever i og af skoven, skal sikres en bedre indtjening og forbedrede levevilkår.

”Stregkoden er ikke et helt nyt fænomen, men det at man via stregkoden kan få mere viden om etisk handel og produkterne bag er nyt for os. Vores brug af 2D-stregkoder er en ny måde at involvere forbrugerne på. Det kan give dem et bedre begreb om, hvad etisk handel er, og hvilken forskel det gør,” siger Brian Sønderby Sundstrup, CSR-konsulent i FDB.

Download program og se FSC-film
For at kunne scanne 2D-stregkoden, kræver det, at man downloader et gratis program til sin mobiltelefon. 100.000 danskere har allerede downloadet den applikation, som gør det muligt at scanne stregkoderne. Og tallet for, hvor mange, der er på nettet med deres mobil, er på få år steget hastigt til nu at være 23 procent af danskerne. Så mulighederne for, at 2D-stregkoder kan blive en helt ny måde at kommunikere etisk handel på er til stede.

”Vi afprøver denne nye formidlingsmåde, fordi det er en god måde at fortælle den unikke historie, der ofte ligger bag de etiske varer. Det giver forbrugerne nemmere adgang til information om den pågældende vare og på den måde kan vi også sikre troværdigheden i den etiske handel,” siger Brian Sønderby Sundstrup, CSR-konsulent i FDB.

Når man scanner stregkoden, der vil kunne findes i Kvickly og SuperBrugsens reklameaviser i uge 8 og 9, vil man se en film fra Honduras og derefter kunne deltage i en konkurrence om et gavekort til en af Coops butikker.

Kilde: www.fdb.dk