
LEGO har arbejdet hen imod en FSC-certificering i mange måneder, men der vil stadig gå en rum tid før FSC's logo dukker op på LEGOs emballage.
"Vi har lige lanceret de nye retningslinjer og nu arbejder vi på at få dem implementeret - vi forventer at være godt på vej til at opfylde vores mål indenfor et års tid", siger Roar Trangbæk, Communications Manager hos LEGO.
Greenpeace roser LEGO's emballage mål
Greenpeace roser LEGOs nye bæredygtige emballagepolitik og mener, at dette bør få koncerner som Disney og Mattel til at indse at det ikke er svært at bruge emballagemateriale, der beskytter miljøet og klodens skove. Greenpeace er særligt begejstrede for, at LEGO ikke vil anvende leverandører, der ødelægger regnskoven.
LEGO er den første store legetøjskoncern, der engagerer sig i at levere legetøj til næste generation, der sikrer bæredygtig skovdrift og den nye politik, er et ekko fra koncernens rødder - da LEGO blev grundlagt i 1932, blev deres legetøj lavet af træ.
Kilde: LEGO & Greenpeace