
Fastfood-koncernen har i den nye indkøbspolitik opstillet en række kriterier, som de indkøbte træfibre skal overholde. Først om fremmest må de ikke være indhentet fra landområder, der er blevet omdannet til plantager eller anden brug efter 1994 – altså områder der tidligere var naturlig skov. Træfibrene må heller ikke stamme fra beskyttede skovområder, og de må ikke stamme fra sorter, der optræder på CITES’ liste over truede træsorter. Herudover skal fibrene indkøbes i overensstemmelse med internationale handelssanktioner.
”McDonald’s servicerer kunder verden over, og vi anerkender det ansvar, som følger med vores globale tilstedeværelse”, siger Jim Skinner McDonald’s koncernens administrerende direktør. Han fortsætter; “Vi vil forsat fokusere vores energi på at udvikle bæredygtige indkøbsprocedurer”.
NGO: McDonald’s sætter en høj miljømæssig standard
Den amerikanske NGO Dogwood Alliance er begejstrede for McDonald’s nye indkøbspolitik – særligt roser de koncernens løfte om at undgå træfibre fra plantager, der tidligere var naturlig skov.
Dogwood Alliance mener, at McDonald’s præference for FSC, giver dem et forspring i forhold til konkurrenterne og sætter en højere miljømæssig standard for fast food-industrien.
Den nye emballageindkøbspolitik er en del af McDonald’s bredere mål om en bæredygtig værdikæde. I 2009 fastlagde koncernen et mål om, at deres landbrugsprodukter til mad og emballage med tiden skal stamme fra lovligt og bæredygtigt drevet land. Dette mål er en del af en langsigtet vision, og man evaluerer processen årligt.
Kilde: McDonald's, NEPCon & Dogwood Alliance