Vi ville ind og se, hvordan FSC regnskov ser ud i Nicaragua, og mærke hvordan arbejdsvilkårene er for en skovarbejder i området.
Det skulle vise sig, at blive en fysisk udfordring, der startede med 13 timer i bil fra Managua til Rosita, hvorfra turen gik videre mod Laya Siksa, der ligger nogle timers kørsel uden for byen. De sidste kilometer til landsbyen måtte forceres på gåben, da mudder og huller umuliggør det meste transport.
Laya Siksa landsbyen består af en klynge simple træhuse med tilhørende kirke og baseball bane, som alt sammen ser ud til at være spredt tilfældigt i et ryddet område af regnskoven.
Luften her er fugtig og jorden er rød og leret på denne tid af året, også selvom solen synes at bage nådesløst fra morgen til aften. Her render grise og høns omkring i den bløde jord under hytternes bærepiller, mens vi bliver budt velkommen af de smilende beboere.
Vi tager hængekøjer og myggenet op af tasken, det skal bruges, når vi senere vender tilbage for at overnatte. Vi spiser medbragt tun på dåse mens vi forbereder os på turen ud til det FSC certificerede område, hvor mange af byens beboere også arbejder når det er sæson. Det er det om ca. en måned, når den lerede jord er blevet så tilpas hård, at man kan slæbe stammerne ud uden problemer. I den mellemliggende periode arbejdes der på savværket, som ligger et par timers gang fra landsbyen.
Overophedede danske gummistøvler
Vi samler et par garvede Laya Siksa skovarbejdere op på vej mod skoven. De kender turen, og sætter et højt tempo fra starten så vores gummistøvlebetrukne fødder hurtigt når kogepunktet. De peger mod nogle bjerge i det fjerne. Før orkanen Felix ramte Nicaragua, kunne man ikke se dem for bare skov, i dag ligger de blottede i let formiddagsdis.
Turen til det FSC certificerede område går gennem duftende, frodig vegetation, hvorigennem man har ryddet en sti, der fungerer som transportvej. Gummistøvler viser sig at være en god ide, selvom de er irriterende. For hver 200 meter synes der nemlig at være et mudderhul, der skal forceres – ofte med noget besvær, når den fastklistrede støvle skal hives fri.
Vi krydser en række småbroer, som er konsekvens af den FSC certificering, som hører til dele af skoven. Man må ikke længere bare køre over de små vandløb eller lægge jord på, vandet skal løbe frit fortæller en af vores lokale guider, mens vi storsvedende holder tempo.
Efter fire timer med drønende hede og en synligt begyndende mathed, drejer vi så væk fra stien og der står det så – skiltet!
Et par af de lokale arbejdere rydder det for insisterende planter, så vi tydeligt kan se, at vores mål endeligt er nået. Det store træskilt fortæller, at vi står i udkanten af det 4667 hektar store FSC-certificerede område. Og som en anden flok turister må vi bare have fotografen til at tage et billede, der kan forevige det. ”Det er helt utroligt så uvejsomt området er” reflekterer Jonas senere. Man kan ikke andet end have respekt for de mennesker, der arbejder her for at skaffe træ til blandt andet Simplemente Madera, hvor Jonas’ prototype bliver udformet. Et arbejde som er med til at skaffe penge til lokalsamfundet og samtidig beskytter skoven.
Vi slapper lidt af i skyggen - så fylder vi vandflaskerne i et lille vandløb og vender de nu solskoldede næser mod landsbyen igen.